Til VM 24 timers var der med hele 4 løbere der også er medlemmer i DULK.
Leon Skriver Hansen (206 422 m)
Vagn Kirkelund (211 945 m)
Thomas Steenberg (183 383 m)
Kitt Andersen (167 895 m)
Leon har lavet denne rapport fra mesterskabet:
Så skulle jeg atter løbe VM/EM. Denne gang i Brive, Frankrig. Rejsen derned, foregik med fly til Paris og derefter bil ca. 500 km sydpå.
Da vi ankom til Brive tirsdag aften regnede det kraftigt. Ikke lige det vejr, som vi havde håbet på. Onsdag blev brugt til at købe lidt ind til depotet, og ellers gøre klar til løbet torsdag. Om eftermiddagen var der indmarch gennem byen. Det var heldigvis holdt op med at regne, så vi fik en hyggelig gåtur gennem byen, som sluttede ved løbsruten, hvor der var taler fra borgmesteren og løbets top. Efter dette spiste vi aftensmad, hvorpå vi gik tidligt i seng, så vi var friske til morgendagens strabadser.
Så var det blevet løbsdag. Jeg havde hele ugen haft en god fornemmelse i maven. Mine ben føltes stærke, og jeg var klar mentalt også.
Startskuddet lød kl. 10.00, og de forreste startede i et vanvittigt tempo, og de var allerede væk efter 1. sving. Det tog jeg dog helt roligt, da jeg havde valgt at løbe mit eget tempo, og finde en god rytme. Det lykkedes ret godt og jeg løb planmæssigt de første 6 timer.
Da jeg havde løbet 6 1/2 time, fik jeg pludselig nogle kraftige jag oppe under ribbenene. Det havde jeg aldrig oplevet før. Det gjorde sindsygt ondt. Jeg prøvede at strække ud, mens jeg gik lidt. Det hjalp en smule, men jeg blev nødt til at sætte tempoet ned.
Jeg fandt ind i en god rytme, hvor jeg skiftevis løb og gik lidt. Så kunne jeg strække ud i gåpauserne. Det gjorde, at jeg rundede de 12 timer, med en distance på 116 km.
Da jeg havde løbet ca. 13 timer kom min største krise. Jeg gik fuldstændig kold, og kunne ikke få mine ben til at løbe. Jeg måtte ned og gå helt, og samtidig kom natten og kulden. Temperaturen faldt til et par grader og jeg frøs meget. Da jeg havde gået ca. 1 1/2 time og havde været ved at falde i søvn mens jeg gik, valgte jeg i samråd med depotet at sove 10 min. Da jeg vågnede, kom jeg ud på ruten igen. Jeg gik 50 meter, hvorefter jeg begyndte at løbe igen. Det føltes lidt mærkeligt, at jeg bare sådan kunne løbe næsten normalt, men det var dejligt, og jeg begyndte at regne lidt på, hvor langt jeg kunne nå. Jeg kom frem til at jeg kunne nå 220 km, men så krævede det også, at jeg kunne holde tempoet resten af døgnet.
I min iver efter at nå 220 km, kom jeg nok til at presse kroppen lidt for meget, så da der manglede ca. 4 timer, gik jeg kold igen. Jeg måtte ned og gå igen, og nu var det ikke engang sikkert, at jeg ville nå 200 km, som havde været mit minimumskrav.
Da der manglede 2 timer, fik jeg endnu engang hevet mig op, og fik gang i løberiet. Det gjorde at jeg fik sluttet flot af, og da klokken slog 10.00, havde jeg tilbagelagt 206,422 km.
Når jeg her efter løbet skal analysere lidt på døgnets begivenheder, så jeg jeg super glad for at jeg kunne komme igen, efter mine store kriser. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg havde håbet og forventet at nå omkring 220 km, men når jeg ser hvordan døgnet udviklede sig, så kan jeg kun være tilfreds med min præstation, som i øvrigt rakte til en 70. plads ud af 153 startende til VM, og ca. en 55. plads til EM. Kan også lige nævne at den japaner, som vandt løbet, løb 273 km. Imponerende!! Nu har jeg så 5 uger til at blive klar til DM på 24 timer. Det meste af tiden, skal bruges på restitution. Og så må jeg se om kroppen er klar til en kraftpræstation om så kort tid. Læs mere om Leon her. Herfra lyder det et stort tillykke til alle de danske løbere med flotte præstationer.
|
